Home

Ideen om kaldet

Interview ved filosoffen Henrik Rude Hvid

For Henrik Saar er kunsten et kald

Efter en drøm pakkede Henrik sine ting, og sagde til kæresten, at han var nødt til at rejse. Den dag vidste Henrik Saar, at han var kunstner. Han havde fået et kald

Vi sidder i den 44-årige billedkunstner Henrik Saars atelier i Fredericia midtby en onsdag aften i april. Han fortæller, hvordan kaldet ændrede hans liv. Aftensolens sidste stråler falder ind på de mange smukke malerier og gennem terrassedøren, der står på klem, hører man, fuglene der synger udenfor.

 

 

Fik hjerneblødning som 14-årig og epilepsi året efter

For kunstneren og mennesket Henrik Saar har livets landevej ikke været uden bump. Allerede som 14-årig fik Henrik en hjerneblødning. Han havde overanstrengt sig i et ti kilometer løb. Der skete et eller andet under løbet, og han græd allerede ved fem kilometer, men gennemførte alligevel løbet. Han tog bagefter ud for at surfe, uden at tænke videre over episoden. En uges tid efter fik han en hjerneblødning, og lå i koma ti dage på hospitalet. Da han vågnede igen, kunne han ikke genkende sig selv.

”Jeg var gået i koma som barn, og jeg vågnede som mand med hår på pilleren, og var vokset ti centimeter i højden,” fortæller Henrik Saar sarkastisk.

Verdenen gik under. Heldigvis lå han ved siden af en elitesoldat, der lærte ham at gå igen. To uger efter tog Henrik igen 100 armbøjninger. Et år efter fik Henrik epilepsi, og sygdommen har fulgt ham lige siden med et epileptisk anfald om året.

 

Kaldet kommer i en drøm

Henrik Saar læste, da han var i starten af tyverne, til lærer på Tønder Seminarium i 1989, da han i en drøm får kaldet til at blive billedkunstner. Han havde forinden fået et sæt oliemaling til sin 22 års fødselsdag.

Skæbnen ville, at Henrik fik en billedkunstlærer, der havde samme ironiske og sarkastiske holdning til tilværelsen, som han selv havde. Han hed Erik Guldager, og Henrik beskriver ham som meget dygtig, og et karismatisk menneske. Karismatiske mennesker har altid interesseret kunstneren.

”Mennesker der er det, de gør. Eller man er, hvad man gør, eller man gør, hvad man er! Det hænger lidt sammen i den eksistentielle tanke. Han var den type menneske, hvor man ikke kan forestille sig, at de har lavet andet. Så han boede nogle gange i sit billedkunstlokale. Han havde en lille feltseng omme bagved kunstlokalet, hvor han kunne sove, hvis det blev sent. Den obligatoriske undervisning kedede billedkunstlæreren sig jævnt hen ved. Men, der var en samling af billednørder, der frivilligt kom på besøg efter undervisningen og tegnede croquis,” siger Henrik Saar.

Han var en af billednørderne. Den identifikation, der lå i maleriet, skulle forandre Henrik Saar fuldstændigt.

”Jeg vågnede en morgen, og sagde, til den pige som jeg boede sammen med, at det ikke var hende, der var noget galt med. Det var mig, der var mærkelig. Men jeg smuttede altså nu,” smiler Henrik.

Han tog alle sine ting og flyttede. Samtidig forlod han studiet.

”Fra den dag var jeg kunstner,” understreger han. ”Lige der, altså åbenbaringen, kaldet!”

 

Hestehviskeren der kunne kigge om hjørner

Om det så er billedlæreren, der inspirerede Henrik til at blive kunstner, eller hestehviskeren der påstod, at han kunne kigge om hjørner, så er Henrik Saar altid rendt ind i det, som han kalder 100 procents mennesker.

”Der er noget omkring karakteren, som mærkes. Det kan ikke forklares med ord. Det ligger i æstetikken,” fortæller Henrik Saar.

 

Kaldet er noget, man gjorde i gamle dage 

Jeg spørger Henrik Saar, om der er plads til kaldstanken i dag?

”Jeg tror, konklusionen er, at det var noget man gjorde i gamle dage,” svarer han.

Det synes, Henrik er ærgerligt. Han mener, at der er meget at hente i kaldet, og uddyber, at man kan forholde sig blødere til kaldet for at få indsigt i den rolle, man er tildelt her i livet. Det kan være en person, der efter gang på gang at have forsøg noget nyt altid ender med at være skraldemand, fordi han mestrer det til punkt og prikke. Han finder dermed sin rolle i stykket. Jo flere mennesker der finder deres rolle i stykket, desto bedre bliver stykket.

 

Det sværeste er at lande

For Henrik Saar har kaldet været nødvendigt for at finde sig selv. Det har været en helende proces at forene sig med maleriet, men også hårdt arbejde. Man aner den eksistentielle rejse og inspirationen fra Søren Kierkegaard i malerierne. Tønderserien, fra perioden hvor han valgte at blive kunstner, rummer figurative beskrivelser af den tvivl, der med Kierkegaards ord er forbundet med at springe ud i de 70.000 favnes dyb - og som er drivkraften i Henriks liv. Først efter 23 år som kunstner, er han ved at være, hvor han ønsker at være. Han har for næste år skrevet kontrakt med New Art Center på Manhattan i New York, og skriver på en bog om kaldet, baseret på sine egne oplevelser. ”Der er ikke noget, der er så nemt som at flyve. Det sværeste er at lande,” siger Henrik, mens han kigger ud mod haven og ruller en cigaret.