Home

Kunsten og livet - Kunstkritik Tom Jørgensen

Artikel ved Tom Jørgensen - Redaktør på Kunstavisen, Bachelor i kunsthistorie

Kunsten og livet

Om Henrik Saars billedverden:

Der kan være mange grunde til at male figurativt, men er der, som i Henrik Saars tilfælde, en tæt forbindelse mellem liv og værk, er det en  eksistentiel nødvendighed. De fortællinger, Henrik Saar gerne vil videregive til os, kan simpelthen ikke formidles på en anden måde end gennem et genkendeligt billedsprog. Og ikke et hvilket som helst genkendeligt billedsprog. Inspirationen kommer fra de gamle mestre. Fra renæssancen og barokken. Fra dengang man byggede billederne op med udgangspunkt i nøje planlagte tegninger for så på lærredet at tilføre lag på lag af rene farver til overfladen stod funklende og skinnende som perlemor. Rent kunsthistorisk kombinerer Henrik Saar florentinernes forkærlighed for stregen og konturen med venetianernes dyrkelse af farven. Resultatet er en unik, personlig og frem for alt kompromisløs malemåde.

Det ville imidlertid være forkert at kalde Henrik Saars stil for realistisk. Hans billeder lever med deres stiliserede konturer, ikke-naturalistiske forkortelser og ofte bevidst skæve perspektiv ikke op til det klassiske centralperspektiviske maleri. Inspirationen fra præ-colombiansk kunst, fra det. mexicanske murmaleri, fra symbolismen og surrealismen og den generelt drømmende og gådefulde atmosfære gør, at Henrik Saars billeder ikke kan kaldes virkelighedsimiterende. Den virkelighed, der bearbejdes i malerierne, er derimod den indre virkelighed. Den proces af tanker og følelser, som kunstneren oplever i det kunstneriske tilblivelsesøjeblik, erfaret gennem et liv præget af sygdom og voldsomme personlige omvæltninger. Omvæltninger så store og så smertefulde, at maleriet rent bogstaveligt har været en redningsplanke for Henrik Saar. Her har han kunnet bearbejde de kaotiske følelser, der har hersket i hans indre. Her har han kunnet få dem ud og over på lærredet i en proces, som kun kan beskrives som helende. På det uundgåelige spørgsmål om, hvordan et maleri af en så markant privatpsykologisk karakter, kan have almen interesse, kan man svare, at Henrik Saar ligesom surrealisterne tror på, at der bag de rent personlige følelser ligger fællesmenneskelige erfaringer på tværs af tid og sted. En måde at opfatte verden på, som er før-sproglig, magisk og mytisk. En verden af tro og håb, af smerte, lidelse og frygt, af frelse og forløsning. Alt bundet sammen af en skæbne, man i de fleste tilfælde kun er sig halvvejs bevidst. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at der over Henrik Saars malerier hviler megen af den stemning, man finder i latinamerikansk litteratur. En stemning af magi og skæbnetro og med en sanselighed, vi kun sjældent finder på vores køligere skandinaviske breddegrader. Ofte tilsat en humor, der kun kan beskrives som kulsort med det stænk af desperation, der gør, at den virkelig spidser til.

Henrik Saars billedverden er med sin kompromisløse alvor og eksistentielle tyngde givetvis svær at sluge for en del af et dansk publikum, der kun sjældent støder på kunst, som har andet at byde på end formelle eksperimenter eller overfladiske dekorative kvaliteter. At kunst også kan handle om liv og død, om skæbne, tro og tvivl, gør mange af os lidt usikre og forbeholdne. Giver man imidlertid lidt slip på sin sædvanlige beskuermæssige distance, vil man opleve en både kunstnerisk og menneskelig udfordring i Henrik Saars malerier. En udfordring, der i sidste ende ideelt set vil kunne gøre en forskel i ens liv.