Home

Historien bag mine kunstværker


Historien bag mine kunstværker

Mit liv og min kunst er uadskillelige. Derfor skal essensen af min historie leveres lige så oprigtigt som malerierne og tegningerne.


Kort resume

Som barn var jeg konkurrencesvømmer, men blev som 14 årig ramt af en hjerneblødning, der lammede mig i venstre side af kroppen. Genoptræningen gik hurtigt, men i 1982 fik jeg epilepsi som følge efter operationen. Som 22 årig startede jeg et liv som kunstmaler, mens jeg studerede til lærer. Som 25 årig blev jeg gift med en peruansk pige, som jeg har to børn sammen med. Vi har opholdt os i Peru i længere og kortere perioder. I dag har jeg stadig store problemer med epilepsien og bor for mig selv i mit atelier, hvor livet fyldes ud med at male. Så er jeg sammen med min familie i weekender. I princippet går fortællingen fra nutid og tilbage i tiden, men svinger alligevel en lidt frem og tilbage i tidskronologien, da sideopbygningen består af fortællinger om nogle af mine billeder, der skal repræsentere de enkelte perioder samtidig med at tema, stil og relevans også skal fungere sammen. Samtlige billeder findes i katalogerne: "Paintings" og "Sketches and drawings".


Dette maleri blev malet 2 år før jeg faktisk hoppede ud af 2. sal i en flugt efter et epileptisk anfald


Jeg landede tungt i en ny virkelighed i 2019

Der er noget ved alt - Olie på lærred 100 x 80 cm.

Der er noget ved alt - Det er bare ikke alt, der er noget ved, kunne man med rette sige om dette overdetaljerede maleri, der markerer et skift i mit liv. Efter et epileptisk anfald i oktober 2017 fulgte en panikflygtning, hvor jeg hoppede ud af vinduet fra mit lejlighed på 2. sal og frakturerede både begge mine ben, min ryg, et par ribben og punkterede en lunge. og efterfølgende havde jeg et halvt års hospitalsindlæggelse. Bagefter kom jeg tilbage til mit studie, som mine forældre havde flyttet til stueetagen på en ny adresse. Her i min nye lejlighed har jeg brugt det første år til at genopbygge mig selv både fysisk og psykisk, og få et liv sat sammen igen. Alt syntes uhåndterligt, og jeg følte virkelig, at der var noget ved alting. Ovre var gamle dage, hvor man bare kunne lade ting være ting, medmindre der kun var noget der krævede særlig opmærksomhed . I dag er der ikke længere noget, der bare er der. Alt skal undersøges og forbedres, alt er reguleret med nye love og paragraffer. Så der er virkelig noget ved alt på en fuldstændig overorganiseret måde.
Først kunne jeg bestemt ikke lide motivet i mit maleri af den fede gamle mand på bænken, som med en hjelm på hovedet ligner en af ​​disse epilepsipatienter fra Filadelphia epilepsihospital, som jeg aldrig har kunnet forene mig med eller endog kommunikere med. Hidtil har jeg aldrig set mig selv så syg, hvis nogen skulle spørge mig. Jeg plejede snarere at udgive mig for at være mere rask end de fleste mennesker. Jeg syntes altid, at det var synd for de stakkels mennesker, der blev indlagt pål Filadelphia Epilepsi Hospital. At jeg selv er blevet indlagt der mange gange der, har jeg altid ment måtte skyldes en misforståelse. Men nu har ulykkerne været så mange og så omfattende, at det må være på tide at forene dem med mig selv. Så jeg må indrømme, at jeg er landet ret tungt på bænken i mit fald fra 2. sal.
Desuden er det i maleriet også mig, der er babyen og mig, som er afbildedet i baggrunden mere som mig selv,  sammenlignet med den tunge gamle mand på bænken. Hvordan kunne det komme så langt? Det ser ud til, at jeg har mistet alt. At starte som en baby igen ville være rart. Heldigvis har jeg stadig min familie, mit atelier og mine malerier, som mit liv er uløseligt forbundet med. Men jeg må sige, at det sværeste ved at lære at flyve er landingen.


Zuckerberg, Putin, Trump og mig selv 2018

Politik, emoljis og mig selv

Man kan undre sig over pludselig at møde Zuckerberg, Putin og Trump i mine malerier. Det var malerier, jeg malede på sygehuset lige efter, at jeg var faldet ned fra 2. sal og havde fraktureret begge mine ben, et par ribben og min ryg. Det var en situation, hvor jeg så meget fjernsyn, hvor der hele tiden var indslag om Facebooks rolle i det Amerikanske valg, Trumps evige insisteren på at bygge en mur mellem USA og Mexico og Putins rolle i forgiftningen af en agent i England. Så hvis jeg ikke lige skulle behandle min egen tragiske virkelighed, så var det den ydre virkelighed, jeg blev mødt med i fjernsynet. Først i maleriet: "Få mig til at smile" begynder jeg igen at forholde mig lidt til mig selv, idet jeg her udtrykker et ønske om at blive mødt af en positiv ånd, der kan bringe mig videre, her udtrykt i emolji's.


Figurativ impasto serie 2017

Malerier malet lige efter min rejse til Zurich i 2017 - Inspireret af gruppen: "Die Brücke"

Mobiltelefonen, pastose malerier og spontanitet

2017 var et eksperimenterende år, hvor jeg blev 50 år og både rejste til Zürich, Torino, Berlin, Ohio og til Nuuk med min kunst. I mit atelier eksperimenterede jeg med nye udtryksformer inspireret af mit besøg på Kunsthaus Zürich, der udstillede die Brücke kunstnerne og ekspressionisme ved bl.a. Kirchner.  Derudover naturligvis Giovanni Giagometti's glasmosaiker i Grossmunsterkirke samt Marc Chagall's glasmosaikker i Fraumünster kirke. Jo Zürich satte mit symbolistisk indstillede sind i totalt i kog. Den koloristiske umiddelbarhed og grovhed fandt jeg spændende, så jeg skyndte mig hjem og lavede en serie malerier med det koncept, at hvert maleri skulle laves på max. 2 dage pr. maleri.


3 forskellige malerier over Marie Louise i 2017

Marie Louise serien

Denne serie med Marie Louise er interessant at sætte sammen, deri at de 3 malerier viser 3 meget forskellige stilarter og udtryk, der allesammen er blevet til i samme periode. Så snart mine malerier begynder at ligne en gentagelse af sig selv, sker der et lille oprør inde i mig. Jeg bliver nød til at bryde rytmen, inden jeg begynder at kede mig. Det værst tænkelige scenarie for mig er kedsommeligheden. Jeg bliver nød til at udfordre mig selv, for så at vende tilbage til det kendte, dog med den tilføjelse, at jeg lærte noget nyt igen under mit eksperiment. Det er måden, jeg lærte at male på - Ved at tænke over en handling, og så udleve det - A never ending story!


Inspireret af Jackson Pollock (2017)

Livet er ingen dans på roser

Olie på lærred

70 x 60 cm.


Forandringer

Olie på lærred

70 x 60 cm.


Med flydende sort maling i luften

Maleriet, "Livet er ingen dans på roser" var egentlig ment som et portræt af vores datter Marie Louise, men jeg var ikke glad for resultatet, så det endte i første omgang med at blive et af de her malerier, som jeg valgte at gemme væk. Efter et års tid tog jeg det så frem igen med henblik på at bruge det som led i et forsøg. Jeg var, inspireret af Jackson Pollock begyndt at eksperimentere med flydende sort maling, som jeg lod flyde fra en pensel holdt hen over lærredet. Effekten forskrækkede mig, da jeg pludselig så min egen datter angrebet af truende sorte former, der ligesom blev hældt ud af roserne omkring hende. Efterfølgende blev jeg skældt ud af resten af familien, og jeg må nøjes med at gemme maleriet lidt væk igen og ikke pille for meget i betydningen ud over, at det i den grad udtrykker den frygt, vi alle sammen går rundt med: Frygten for at alt, hvad der er smukt og uskyldigt pludselig går i stykker.

Maleriet, "Forandringer" er endnu et af de malerier, der var stillet i "skammekrogen", og derfor blev taget i brug, da jeg inspireret af Jackson Pollock skulle eksperimentere med flydende sort maling. Igen holdt jeg penslen over lærredet og lod den sorte maling flyde rundt i luften som en fritsvævende tuschpen. Det færdige udtryk skræmte mig igen, da maleriet pludselig kom til at udstråle en slags knitren fra nervetråde omkring ens hoved, som jeg personligt kender under store omvæltninger og ved epileptiske anfald. Denne form for abstrakt ekspressionisme er bestemt ikke min livret. Det kommer hver gang for tæt på, og jeg frygter vanvidet mere end nogen anden. Dette maleri kom altså ikke mere frem i lyset end det var før, men alligevel er det spændende en gang imellem at gribe fat i disse lidt dybere ting, som enhver seriøs kunstner bør komme omkring.


Maleri med brug af sgraffito og cirkler 2012 - 17

Cirkel kompositioner

I 2014 begyndte jeg at komponere malerier med cirkelvinduer. Først var jeg inspireret af ideen med en kvinde, der sidder på en stol og tæller perler på en rosenkrans, hvor hver perle forstørres op og bliver til en cirkel, hvis motiv fortæller om hver perles tanke. Således bliver en religiøse akt her ført sammen med det windowssystem, som vi er vant til at se foran os på en komputerskærm, nu blot i cirkler. Disse cirkler overlapper hinanden præcis som vi er vant til at have flere lag vinduer åbne på samme tid på vores computerskærm, og tilligemed tilfører jeg i nogle af disse malerier emolji symboler og andre computerbaseret handlingsknapper som udtryk for den menneskelige interaktion med maskinen. I disse oliemalerier har jeg anvendt sgraffito teknikken, der fremhæver teksturen i malingen.


Kemisk bombning af Halabja - Maleri fra 2008

Halabja - Olie på lærred 150 x 120 cm.

Masakren i Halabja

"Jeg malede Halabja i 2008 for at støtte ofre for Halabja-massakren i Irak, som blev udsat for kemisk bombning, mens Sadam Husain regerede Iraque.
Jeg startede maleriet udendørs på Axeltorv i København, mens min gode ven, komponisten Amanj Zarafian, som selv er fra kurdistan selv, spillede en del af hans musik i anledning af ceremonien, der husker ofrene 20 år tidligere i masakren i Halabje .
Mit maleri skulle laves som et udlæg til en plakat, der skulle doneres til ofrenes familier, så derfor var jeg der.
Nu laver du ikke det slags maleri om eftermiddagen, så jeg tog maleriet hjem med mig i mit studie. Efter 3 måneders kamp med maleriet stod jeg med det færdige maleri, hvis udtryk sandsynligvis overraskede kurderne meget. Hvor var alle farverne? Og hvordan kunne de nogensinde sælge en farveløs plakat?
Efter min mening er jeg enig med Picasso om, at det ikke er muligt at udtrykke en masakre i farver. Jeg insisterede på at prøve i 3 måneder, men da jeg faktisk var færdig, blev jeg angrebet af fortvivlelse. Det hele syntes mig at være overfladisk animation, med næsten en slags Walt Disney touch. Så jeg malede det hele med sort, og var tæt på en nervøs sammenbrud. Da jeg kom tilbage næste dag, kunne jeg stadig se spor fra det faktiske maleri under den sorte ødelæggelse. Så skrabede jeg lidt med en skalpell i min egen sorte katastrofe og endte med dette underlige sgraffito resultat: Motivet blev skrabet fri igen, som om jeg skrabede støv og snavs væk i sin søgen efter ofrene for en massakre.

Jeg har malet mig ind i billedet. Jeg går i stykker, og det gjorde jeg også under processen, da det er et hardt tema at arbejde med. Men det er ikke langt fra mig at male mig selv, at bryder. Bare 3 år tidligere smadrede jeg faktisk mit ansigt under et epileptisk anfald, hvor jeg faldt og ramte ansigtet direkte i en høj betongkant, hvor jeg brød mine tænder og brød begge mandibulae. Så jeg var lige blevet ødelagt, før jeg malede Halabja.

 

Nb. Ved at klikke på billedet kommer du til et interview omkring Maleriet Halabja

 

 


Begynder at blande farver additivt i 2006 - 10

Additive farveblandinger

I 2006 måtte jeg igen udfordre mig selv i mit maleri. Det sker så snart jeg bliver for vant til at gøre det samme hele tiden. At kede mig er det sidste, jeg accepterer i dette liv. Så jeg mente, at jeg må kunne male på en anden måde! Jeg ønskede at arbejde med de rene primære og sekundære farver i en slags alkymistisk proces. Som en start malede jeg et motiv fra vores stue i rene cadmiumfarver, men det var ikke helt, hvad jeg søgte. Jeg savnede de tertiære farver, men da jeg kun ønskede at bruge rene primære og sekundære farver var det en udfordring. Derfor eksperimenterede jeg med at blande farverne i kraft af deres gennemsigtige egenskaber. For eksempel ved at male et blåt lag, lad det tørre og derefter male et gult lag udenpå resulterer i en skinnende grøn. Ved at lade det tørre og male et rødt lag udenpå igen , opnår jeg en brunlig tone. Det var perfekt, men nu kom dilemmaet: Hvordan opnår jeg gråtoner og farvetoner, når hvid som udgangspunkt ikke er en gennemsigtig farve og bandlyst i disse processer? Jeg løste dette problem ved at opbygge en tyk hvid bund, der indeholdt kridt i maling, før jeg påførte farver. Således kunne jeg skrabe farven af ​​med en skalpel, hvor jeg ønskede lyse partier i maleriet. Således maler jeg lag på lag af rene primære og sekundære farver og skraber lidt af med en skalpel indimellem. Det er det, man  kalder sgraffito teknik. Resultatet er spændende, men det er et stort arbejde. Billederne her er de første i den æra, hvor det indre billede af vores stue i cadmiumfarver viser, hvordan det ser ud, når malingen er uigennemsigtig. "De to gamle damer" er det første maleri, hvor jeg eksperimentelt arbejder med additiv-blandinger, mens de to sidste malerier er lavet med rene additive farveblandinger.

I additive farveblandinger beriger man farven for hvert lag farve, der tilsættes, modsat farveblandinger på palletten, som man kalder: "subtraktive farveblandinger". Her mister farven sin valør for hver farve, der tilsættes blandingen.

 

 


Filadelfia epilepsihospital, Danmark 2006

Filadelfia serien

Da jeg i sommeren 2006 var indlagt på Filadelfia epilepsi hospital var vi lige kommet hjem fra et års ophold i Peru, hvor jeg var kommet voldsomt til skade under et epileptisk anfald. Jeg var faldet, og havde smadret mit hoved ned i en betonkant, hvorved jeg bla. ødelagde mine tænder og brækkede mine kæbeben.

På Filadelfia epilepsi hospital skulle vi derfor se om vi kunne finde en anden type medicin, der kunne afværge sådanne anfald. Det blev en længere indlæggelse, så jeg indrettede et lille atelier på min stue. Her tegnede og malede jeg hver dag, som jeg ville have gjort hjemme.

Jeg satte mig for at tegne og male, hvad der var omkring mig. Alt var interessant uanset, hvor livløst det umiddelbart kunne se ud. Det er udelukkende et spørgsmål om indstilling til livet: Synes man at alt omkring en er dødt og kedeligt, så bliver det dødt og kedeligt, og ligeledes modsat, alt kan gøres levende og interessant.

I samme periode var min kone, Liliana højgravid med vores søn Markus, hvilket maleriet "A letter from hom at Filadelfia epilepsy hospital" er udtryk for. Her implementerede jeg en tegning, som vores datter Marie Louise sendte til mig, i et interiør med lampe og en åben dør. Ind af døren har jeg med en penselstreg lavet den glidende bevægelse af et stykke papir, der svæver ind ad døren.

Herunder følger både en billedserie med tegningerne, som jeg lavede som sudier og en billedserie med malerierne, der kom efterfølgende. Det er altsammen live lavet på Filadelfia epilepsi hospital.


Filadelfia malerier 2006

Peru - Et liv i tro, håb og kærlighed 2005 - 06

Åndelig sindet

Olie på lærred

72 x 63 cm.


I hænderne på jesus

Olie på lærred

116 x 89 cm.


Peru - Tro, håb og kærlighed

Vi var ofte i Peru og omkring årtusindskiftet kulminerede det med længere ophold, indtil vi besluttede at forsøge at leve i Peru for at se, hvordan vores liv ville se ud. Vi var ofte i Peru og omkring årtusindskiftet kulminerede det med længere ophold, indtil vi besluttede at forsøge at leve i Peru for at se, hvordan vores liv ville se ud. Vi havde et dejligt hus i Santa Rosa lige nord for Lima tæt på stranden. Derudover lejede jeg et studie i centrum af Lima lige ved siden af ​​kunstakademiet. Planen var her for at begynde at give private lektioner. Jeg havde allerede lært på Kunstakademiet og lavet en separat udstilling med 59 af mine værker på Akademiens museum (Centro Cultural de la Academia de Bellas Artes), så jeg havde skabt nogle værdifulde kontaktpersoner. Under vores ophold i Peru gik vi også på en 300 km pilgrimsrejse i bjergene i det nordlige Peru. Jeg deltog også i en Katolsk retræte, jeg var del af en exorcistisk behandling og deltog i mange religiøse tilbedelser i forskellige kirker, så det er ikke underligt, at min to malerier fra Peru har fået disse religiøse motiver.
Omkring tiden i Peru må jeg nævne, at jeg var positivt opmærksom på et længere ophold, måske endda bo der permanent, men kun få dage efter at have troet det, havde jeg en ulykke forårsaget af et epileptisk anfald. Jeg faldt direkte med mit ansigt mod betonkant og ødelagde hele mit ansigt. Dette ændrede vores planer og inden for de næste to måneder rejste jeg hjem til Danmark. Men nu er kærlighed en levende ting. Bare kort efter min ulykke, Liliana, gav min kone mig den dejlige besked: "Jeg er gravid", sagde hun. Og jeg vidste ikke, hvorvidt jeg skulle grine eller græde. Det havde vi forsøgt at opnå i 10 år, og lige nu skulle så være øjeblikket. Jeg har haft flere diskussioner med Gud under mit ophold i Peru.


Teologiske studier og tro på Gud 2003 - 05

Malerier inspireret af gamle bibelske kobberstik

Bibelske malerier

Siden jeg var teenager, har teologi interesseret mig, og jeg betragter mig selv som et søgende menneske. Derfor valgte jeg også at studere religion som et af mine hovedstudier på lærerseminaret, og derefter begyndte jeg studier i teologi på Aarhus Universitet. I 1997 konverterede jeg til katolicismen og under vores rejser i Peru siden midten af 90'erne deltog jeg i mange katolske ceremonier, og jeg blev gift i 2001 i en katolsk kirke derovre. Det er hvad der kommer til udtryk, når jeg laver en serie malerier inspireret af Bibelen. Jeg er glad for at tro på Gud og værdsætter det meget, så det må udtrykkes i mine billeder, ligesom alt andet, der betyder noget for mig, udtrykkes.

 

 


Inspired by Kierkegaard and Kierkeby 1999 - 02

Abstrakte malerier

Som følge af mine lærerstudier, hvor jeg specialiserede mig i eksistentiel æstetik, blev bekendt med den danske abstrakte kunstner, Per Kierkeby's univers og med en næsten nuværende årtusindskift, domineret af nihilistiske overvejelser under postmodernismen, blev jeg pludselig stærkt tiltrukket af abstrakt proces maleri. Det appellerede mig til at konstruere en malerisk form kun for at ødelægge den og derefter rekonstruere den igen i en ny forskellig og abstrakt form. Under denne proces opstår der en dialog mellem maleri og kunstner - En dialog, som jeg stadig værdsætter i mit arbejde med mine malerier i dag, selvom jeg foretrækker at male figurativ. Det er under denne dialog mellem mig og mit maleri, at maleriet manifesterer sin egen logik ved at fortælle mig, hvad det næste skridt skal være for at lykkes, hvad jeg laver. Det er en måde at arbejde på med maleri, der ligger langt fra det stramme planlægning af et maleri. Mine figurative malerier er efterfølgende blevet befrugtet af denne idé og har givet mig den nødvendige sikkerhed for at tørre at ødelægge noget, som jeg ellers har brugt mange kræfter til at konstruere, og så måske rekonstruere det på en ny og anderledes måde. Det giver maleriet en autonomi eller et meget specielt liv, hvor maleriet løsner sig fra mig og slutter med sin egen forudsætning på grund af konsekvenserne af mine handlinger undervejs. Derfor har det abstrakte maleri et vigtigt sted i mit maleriske univers. Her lærte jeg at lytte til mit maleri og blev mere sikker på min kunst.


pastose malerier udfra hurtige skitser 1997 - 98

Fra den meget simple figurskitse til det meget maleriske univers

Efter mange år med meget præcis og tæt tegning og maleri blev jeg en dag pludselig ramt af en indre revolution, en lyst til at ødelægge enhver fin linje i mit arbejde. Jeg havde købt nogle overdrevent store krydsfinerplader, som jeg ville bruge til at eksperimentere med. Så malerierne ovenfor er faktisk resultaterne af mine eksperimenter. De skitser, jeg brugte til inspiration, var latterlige enkle og virkelig ikke ment til noget alvorligt. Faktisk forstod jeg, at det præcis var skitsens enkle karakter det bedste udgangspunkt for et maleri af denne art. Det provokerer den frie, næsten voldelige stil med malerkniv, hvor jeg smider frit rundt med maling på lærredet eller krydsfinerpladen som her. Det er en meget hurtig proces, og ved første lag er det også næsten færdig. Det er et tykt lag, og kan ikke ændres meget, når det er lavet, og det er tørt. Fra denne periode af så befriet og spontant arbejde med maling er skridtet ind i en abstrakt verden ikke langt, og da vi dag for dag kom tættere på slutningen af ​​et årtusindeskifte, følte jeg nødvendigheden af ​​at arbejde hurtigere og hurtigere, og derfor begyndte jeg at lave abstrakte malerier.

 

 


Hurtige skitser af figurer, som jeg udviklede videre i malerierne

Vær dig selv eller bliv til en trædukke 1995 - 96

Sig selv, de andre eller intet - olie på krydsfiner 122 x 152 cm.

Sig selv, de andre og intet eller alt er mit vedvarende tema, hvorudfra jeg også skrev min digtsamling: "Balladen om en-selv", udgivet ved forlaget Algarve i 2004. Temaet bygger på det dobbelte kærlighedsbudskab fra Kristendommen: "Du skal elske din næste som du elsker dig selv og din Gud". Det er et tema, der har beskæftiget mig meget siden mine lærerstudier både i 1988 - 89 og 1995 - 99, hvor jeg læste religion som hovedfag, samt som selvstuderende i teologi ved Århus universitet i 2004, hvor det navnlig var filosoffen Søren Kierkegaard interreserede mig. En inspirationskilde, der stadig varer ved.
På maleriet her fik jeg en af vores venner til at sidde modell for mig i mit atelier. Han sidder ved foden af det, der kunne være et kors, mens der er 3 udgaver af samme figur, der tilsammen drejer rundt om verdens navle i jorden i midten af billedet. Devs. samme person i 4 stadier eller samme person, der vender blikket i hver sin retning: Mod syd, mod nord, mod øst og mod vest. I hånden holder han stikket til en lampe, men sålænge han ikke har nogen kontakt at sætte stikproppen i, vil der heller ikke komme lys i lampen. Dette udtrykke min ide om det guddommelige som den lysgivende kilde, der forsyner os med energi. I maleriets venstre side har jeg malet mennesket, der døede i sin bestræbelse på at samle på værdigenstande. Bag ham åbner jorden sig i et hul eller et stykke himmel er lagt ned i jorden som symbol på det jordiske livs begrænsning, hvis Gud antages for værende død, som vi kender det fra Nihilismen (der igen var aktuel sammen med postmodernismen i 90'erne).  Forest midt i billedet er der brød og vin som symbol på Kristus og nederst til højre snoer slangen i paradiset sig afsted. Det er således et meget visionært værk, hvor hele paletten af farver og symbolik er taget i brug på en og samme tid.


Komfortabel følelsesløs

Tilbage i 1995 da jeg lige var kommet hjem efter min første rejse i Peru, hvor jeg var blevet beriget med både åndelighed, mystik og kærlighed, blev jeg stærkt inspireret af windowsprincippet, der efterhånden var slået igennem hos det almindelige menneske i den vestlige verden. Dengang malede jeg det som vist i billedserien her konkret som vinduer i mit maleri, hvor trædukken var et ikon, man kunne klikke på for at bringe sig selv i følelsesmæssig sikkerhed. Helt tilbage i mine tidlige teenageår har jeg været optaget af computeren, som det også ses i mine tidlige tegninger. Det har dog aldrig fanget min interesse, hvad computeren kan, men derimod, hvad den gør ved os. Det er samtidig den åndelige påvirkning af mennesket, der interesserer mig. Der er ofte en kombination af de to ting i mine billeder: Troens mysterium og elektronisk kommunikation mellem mennesker. Træ-dukken er som sagt udtryk for en måde at beskytte sig selv på og bevare kontrollen over sine følelser. Det er måske netop det, der sker med os, når vi bliver forelskede i en anden med en computerskærm i mellem os. Vi bliver: "komfortable følelsesløse", som Pink Floyd har udtrykt i deres lyrik på albummet: "The wall". En måde at beskytte sig selv på, som jeg kun kendte alt for godt i mine ungdomsår, hvor jeg havde mange sår på sjælen efter min tidligere ulykke.


Den gyldne serie 1992 - 94

I 1991 kontaktede jeg den dansk-svenske kunstmaler Håkan Nyström, hvis malerier havde faschineret meget, da jeg så dem på en udstilling på Tønder Museum i 1990. Indtil 1995 lærte han mig meget om maleri teknikkerne, især maleri gennemsigtig lag som det blev gjort klassisk italiensk og flamsk olie maleri. Her brugte jeg kun de 3 farver: indisk gul, crimson alizarin (rød) og ultramarine blå + hvid. Disse er de samme 3 farver, som alle mine malerier siden er blevet malet med. Malerierne i den gyldne serie har alle en surrealistisk karakter uden at være konceptuelle. I løbet af denne serie introducerer jeg nogle af de temaer, der følger mig: det åndelige, lidelsen, lidenskaben, angsten, ensomheden, sammenbruddet og glæden ved at vise.



Min Peruanske eks-kone Liliana Socorro

Mit liv og min kunst haft en tværkulturel latin og europæisk kilde

Mit livs kærlighed

I 1992 mødte jeg Liliana Socorro fra Peru, og vi blev gift kort tid efter.
Peru fik en kæmpe indflydelse på mit liv og dermed også på mine billeder. Kulturen, religionen og folket med det spanske sprog tog jeg altsammen til mig, og vi blev en tokulturel familie, da vi fik børn. Herfra kommer både min religiøsitet og dybe rene farvetone.

Mit ægteskab, følelserne i mit livs kærlighed har været en stor inspirationskilde. Uanset hvad jeg maler bliver det hver gang endnu en parallel billedfortælling af, hvordan mit liv ser ud lige nu eller hvor jeg er på vej hen. Det er fornemmelsernes udtryk / underbevidsthedens sprog, som end ikke jeg selv forstår, men billedene taler altid sandt, og Liliana er ofte en del af fortællingen. 
Heri findes drivkraften i mine billeder. Jeg er nysgerrig, og har brug for kommunikationen med mit billede for at kunne håndtere virkeligheden. Liliana Socorro er navngivet efter en helgen, Virgen Perpetou Socorro, der er en Maria lignende helgenskikkelse, hvis dybeste mission er at hjælpe og passe på. Det passer megeget godt på min Liliana, så når jeg i nogle af mine malerier adbilleder Perpetou Socorro er det hver gang med en inderlig tanke på Liliana, der altid har været der for mig, og stadig er der, men nu blot som min bedste veninde.



Mine forældre betyder alt for mig

Mine forældre er nogle fantastiske mennesker med et stort overskud til andre. De har altid været mine største støtter, og på grund af min skæbne i livet har vi altid været meget tæt forbundet, så når jeg maler dem, er det altid med stor kærlighed. Kun lige det blå spartlede maleri, der fremstiller min mor som et menneske med stirrende øjne var mindre kærligt. Det var nærmere et opgør med hende, hvor jeg mente, at hun nærmest overvågede mig. En klassisk mor - søn ting i forstærket udgave. Men det er vigtigt for mig, at de er repræsenteret i min historie, for de betyder alt for mig, og det har altid været vigtigt for mig at søge deres anerkendelse for, hvad jeg end har gjort.



Det gør noget ved en at miste sin kontrol

Om mig og epilepsien

Epilepsi er som en kortslutning i hjernen og udtrykker sig i et utal af former. Jeg har kun lidt af nogle af dem, men i 2013 blev jeg kirurgisk behandlet for min epilepsi. Dette tog anfaldene, men efterlod mig med en ny type anfald, udtrykt i form af Black outs, ledsaget af en paranoid tilstand, hvor jeg flygter væk fra hvor jeg var i øjeblikket anfaldet begyndte. Jeg skal undslippe og komme ud for enhver pris, men jeg er desværre også ude af kontrol, så hvis den nærmeste udvej er vinduet på 2. eller 3. etage eller ud over balkonen fra 5 meter højde, så er den udvej, jeg vælger. Kort sagt: Jeg skal ud NU! Sådan et anfald kan vare op til 5 - 10 minutter, før jeg kommer tilbage til mig selv.
Dagene efter et epileptisk anfald føles det som et LSD trip. Jeg bliver manisk og hypervisuel. Det er en bevidsthedsudvidende følelse, hvor jeg har fornemmelsen af, at der er en direkte linje til Gud. Alt giver mening, og jeg forstår derfor alt på en måde som om hele verden syntes at åbne mig foran mig. Disse effekter efter anfald er de vildeste ture, jeg har haft Her skriver jeg manisk idé efter ide ned på skitseblokke, kaffefiltre eller hvad jeg finder af papir. Jeg koger helt over, og det kan tage op til 4 dage, hvor jeg ikke går i seng, og når jeg sover, fortsætter mine drømmes visuelle aktivitet. Pludselig kan jeg i søvne begynde at grine og ikke holde op med at grine om resten natten.
Udover disse anfald er der angsten at kæmpe med, fordi jeg aldrig ved, når jeg får et anfald igen, og ikke kan mærke det før anfaldet er i fuld gang. Hvad der fremprovokerer et anfald kan være en mental spænding, en frustration, usikkerhed eller bare det, vi finder svært at forklare i vores dagligdag og det er der meget af i ivet. Hvis du har brug for at beskytte dig selv mod alle disse vibrationer, skal du ikke foretage dig noget, eller måske endda søge en tilstand, hvor du bliver behageligt følelsesløs - en trædukke! Mine billeder er alle meget inspireret af Pink Floyds univers. Da jeg var 16 år gammel skrev jeg følgende citater på min blyantposition sammen med tegning af en mur: "Mor skal jeg bygge en mur" og "Vær ikke overraskende, hvis der opstår en revne i isen under dine fødder" . Begge citater er hentet fra Pink Floyd: "The Wall" og kunne være overskrifter i mit liv.


Nogle af mine malerier, hvor mine livstemaer er synlige i udtrykket

Intensiteten i mine billeder

Intensiteten er altid meget stor i mine billeder, og symbolikken er ligeledes omfangsrig. For at holde det kortfattet, skriver jeg et par ord om malerierne ovenfor, begyndende med det første maleri: Det er et selvportræt, hvor jeg er omgivet af blodrøde former, mens jeg er indlagt på Filadelfia epilepsys hospital, er jeg bekymret for hvad lægen planlægger med mig nu. Den løbende panikmand forfølges af en anden mand, mens fuglen Phoenix brænder op i sin egen rede, sender døden et øjeblik på vejen ud af døren, mens de sårede Philoctetes holder fast i sin smertefulde fod, og timeglasset er langsomt løber ud af sand, før løberen når den sydamerikanske spærrede dør, hvor han vil være i stand til at pryder sig med en laurbærkrans. Alt i alt et billede, der er et potpourri over mit liv. Det næste maleri viser en kamp mellem en næsten åndelig lille fysik, men stærk kraft og den meget fysiske, muskuløse mand, der står over for truslen om at blive skubbet over kanten. I maleriet: Ved Herrens venstre hånd "manifesterer jeg den skepsis, som mange har med religion: hvis der er en gud, hvorfor er der lidelser og ulykker? Manden i bunden af ​​billedet skal forsøge at undgå ikke at blive såret af pisken, som Jesus svinger over ham. Den store fortvivlelse er udtrykt i maleriet af den mand, der holder sine hænder på hovedet, mens vinden blæser havets bølger ind i en strand. Hele kompositionen er dannet i bevægelse bølgerne til at afspejle sit fortvivlende sind. "Broen" åbner en begyndende galskab, som desværre faktisk skete under maleriet. Den efterfølgende maleri: "Hippocampus" præsenterer spekulationerne jeg havde om en ventende hjerneoperation, hvor jeg havde hypokampen i højre side af mit hoved fjernet. Det efterfølgende maleri: Rose thorns "efterlader ideen om, at det har noget at gøre med hjernen og livet selv, som det bestemt også havde. Maleriet: "Ændringer" synes at være en advarsel, at ukontrollable følelser er startet, hvilket igen var rigtigt. Herefter følger et billede med en læge, som forsøger at overbevise en om, hvad der er rigtigt og forkert. Maleriet af mig selv, der går ind i billedet med en livmoder-lignende ting i slæb, viser en tur i et ingenmands land mod et hjerte, der synes at smelte. Næste maleri skildrer en gammel stol, der ser meget ubehageligt ud, måske min største frygt: Livets sidste stol den dag du ikke kan gå længere. Herefter følger maleriet af en ledende engel, der viser vejen ud af den store skov mod et lille ensomt hus, der ligner en slags skæbne til et liv i ensomhed. I maleriet: "Melankoli" trækker en gammel mand fremad med en hospitalsseng på en vogn, mens døden er umærkeligt til stede i det øverste højre hjørne af billedet. Med årene vil gennemsigtigheden i malingen øges indtil dagen, hvor døden bliver åbenbaret på himlen, for under det øverste halvgennemsigtige lag af maling er døden fuldstændig færdig som et skelet, vinger en stor kniv, der strækker sig hele vejen ned halsen af ​​den skaldede mand.
På det næste maleri sidder en tyk mand på en bænk med en cykelhjelm på hovedet, der afspejler hans eksistens, hvorfra den startede indtil nu.
Den halvt nøgen oceanmand på det sidste maleri er i fuld gang med en dialog med det guddommelige i himlen.
Alle disse malerier eller måske endda de fleste af mine malerier berører temaer som lidenskab, mani, eufori, åndelighed, lidelse, angst og fortvivlelse. Det er alt, hvad der er en del af min epilepsi, som, selvom jeg ikke vil vide om det, udtrykkes aotomatisk, når jeg tegner, male eller skrive. Det kan ikke være anderledes, for sådan er mit liv, og det er det, jeg udtrykker mig fra. Jeg kan ikke udtrykke, hvad jeg ikke er, og jeg er sikker på, at der er flere mennesker derude, der kæmper med lignende følelser, fordi jeg kun har mødt meget få "normale mennesker", men jeg har mødt mange mennesker, der sætter pris på at blive mødt af et billede, hvor de kan vælge at integrere deres egen historie.



København - Her kommer jeg!


Link til Begyndelsen - Rødderne til det hele


Home


Lav din egen hjemmeside med eget domæne og email